|
De Mezas 6. brigade på 5.200 mand dannede fortroppen (avantgarden), og rykkede som de første ud af Kongens port og
poternen, der lå ved dæmningen over voldgraven, hvor Nørreport i dag ligger. Poterne benævnes også Dronningens port.
I avantgardens fortrop marcherede 1. lette bataljon under oberstløjtnant Walther. Så snart dens forreste deling, under løjtnant C. Th. Sørensen, var kommet ud, opmarcherede den. Den blev straks beskudt, hvorfor løjtnanten kommanderede, »Giv agt, løb!« og nu gik det fremad i nordlig retning med højre fløj langs Treldevejen, medens de andre underafdelinger, samtidig med at de fordelte, sig til venstre, fulgte med noget længere tilbage. Fjendens vedetter og feltvagter blev angrebet og kastet tilbage endnu inden opmarchen foran porten var forbi, og gennem højt og vådt korn, arbejdede bataljonen sig frem til en stilling ca. 350 m. foran linien mellem redouterne 4 og 5 (4=Morterbatteri ved Egumvej, 5=Treldeskansen) og holdt denne stilling under hele kampen. Ja gik endog længere frem, medens kampen bølgede frem og tilbage udenfor og bagved begge dens fløje.
2. lette bataljon, under oberstløjtnant Hindenburg, gik ud samtidig med 1., men den benyttede poternen (udfaldsporten mellem Købmagergade og Dalegade), og da denne var så smal, at man kun kunne marchere i spredt formation, tog det den længere tid at komme ud. Også denne bataljon måtte angribe inden opmarchen var fuldført, ja endog før det bageste kompagni (Schønning) var nået ud af poternen. Bataljonen gik frem i vest- nordvestlig retning og kom, som det var planlagt, ikke til at gå uden om løbegravene, men måtte angribe dem lige forfra. I endnu højere grad var dette tilfældet med 2. jægerkorps, som ligeledes var gået ud gennem poternen, men som var blevet forsinket af en vogn med arbejdsredskaber, som havde klemt sig fast i poternen. Uden for denne stod chefen oberstløjtnant Branner og dirigerede kompagnierne efterhånden som de kom ud, og havde formeret kolonne frem på venstre fløj af 2. lette. Med 2 kompagnier i første, og andet i anden linie, men uden chef, for han var allerede, som hårdt såret, bragt ind i fæstningen, gik korpset frem mod redoute 4, det store morterbatteri og de nærliggende løbegrave, som på dette tidspunkt var blevet besat med i alt 6 fjendtlige kompagnier. Disses ild tyndede frygteligt ud i rækkerne, navnlig for kompagniet Scharffenberg på venstre fløj af forreste linie. Efter at kompagnikolonnen havde tilbagelagt ca. 1,2 km. i løb, fik den en salve, 20-30 skridt fra fjenden fik den endnu en. Ved en tredje salve blev Scharffenberg såret, og først nu så man, at man var stødt på en skanse, nemlig redoute 4, hvis brystværn man begyndte at bestige efter at have overskredet graven. På brystværnet og gennem den palisaderede
strube begyndte der nu en skududveksling, under hvilken løjtnanterne Borch og Rosenstand Goiske blev sårede. Tilbage var der kun en officer, løjtnant og senere oberst og kendt militærforfatter N. P. Jensen, og han trængte, med en lille rest af kompagniet, ned i skansens indre og opfordrede skansekommandøren, Kaptajn Gutzkow, til at nedlægge våbnene. En opfordring, som også blev efterkommet. Kort efter greb oprørerne ganske vist igen deres våben, men da var tropper fra andre kompagnier nået frem, og snart førte løjtnant Jensen en kaptajn, en løjtnant og 99 underofficerer og menige som fanger fra den først erobrede skanse ind til Fredericia.
I 2. jægerkorps's 2. linie gik kompagniet Scholten, dækket i venstre flanke af en deling under løjtnant Bruus. Han stødte på det store morterbatteri og gik løs på det uden betænkning, erobrede det og fangede 25 mand, deriblandt 4 officerer.
Kompagniet Wolle i 2. jægerkorps's første linie, tørnede mod et insurgentkompagni nord for redoute 4 og måtte udstå en hård kamp. Wolle og hans to løjtnanter blev sårede, men omtrent på det tidspunkt, da redoute 4 blev taget, kom kompagniet Schønning af 2. lette til hjælp, og nu måtte insurgenterne vige. Dette held var dog kun forbigående, for snart førte insurgentmajor Schmidt en bataljon og 2 kanoner frem fra hyttelejren bag skanse 3 og besatte denne. Ganske vist blev skansen omringet af 2. jægerkorps samt kompagniet Schønning, men gentagne stormløb og dumdristig opførsel af enkeltpersoner, navnlig officerer, viste sig forgæves og kostede store tab. Til sidst rykkede den fjendtlige brigadechef, oberst Zastrow frem med en bataljon og et batteri, slog danskerne tilbage og befriede major Schmidt.
Også 2. lette bataljon blev på dette tidspunkt kastet tilbage af en frisk insurgentbataljon, der kom fra Stallerup, men 1. lette blev på sin farlige plads indtil de Meza fandt det på tide, at sætte sin anden træfning ind. Han gav da 3. forstærkningsbataljon, under oberstløjtnant
Gerlach, ordre til at rykke frem på venstre fløj af 1. lette bataljon. |
